onsdag den 17. august 2011

Man bliver jo ikke en hest af at lege hest!

17. august 2011. Er det i orden, at små drenge klæder sig ud i prinsessekjoler og bruger neglelak i børnehaven? Om kønsidentitet i opbrud - også i Folkekirken. Og om et ritual, der ikke virker, hvad det siger. Et indspark i debatten om kirkelig velsignelse af homoseksuelle par.

Er det i orden, at små drenge klæder sig ud i prinsessekjoler og bruger neglelak i børnehaven? Sådan lød spørgsmålet i tv-programmet Go’ morgen Danmark d. 16. august. Debatten var startet, fordi en rundspørge havde vist, at omkring en fjerdedel af danskerne ikke synes, at det er i orden.

I Go’ morgen Danmark skulle politikeren Pernille Rosenkrantz-Theil udtale sig om sin holdning til spørgsmålet. Reporteren spurgte hende: ”Hvad vil du sige til, hvis din 4-årige dreng legede med neglelak og pigetøj i børnehaven?” Og Pernille svarede, at det så hun ikke noget problem i, at det skete en gang i mellem, for ”man bliver jo ikke en hest af at lege hest”.

Mads ”Blærerøv” Christensen blev derefter spurgt, om hans to drenge fik lov til at hoppe i en kjole eller lyserøde gamacher i ny og næ. Mads svarede: ”Når du siger 'spørge om lov', så vil jeg sige, at jeg ikke vil forbyde dem det. Men jeg har til min egen glæde ikke oplevet, at de har efterspurgt lyserøde gamacher. Og det tror jeg hænger sammen med, at der ligesom er en tone i hjemmet… Jeg dyrker de maskuline værdier. Jeg ser jo gennem mit arbejde, at kønsrollerne er i opbrud, og det, der har været stålfast i 30.000 år pludselig er til debat".

"Og jeg ser også", fortsatte Mads Christensen, "at der er en skyggeside af det. Jeg er tilhænger af den store voksne kvindes emancipation, det er slet ikke fordi jeg vil være gammeldags og sådan noget med kødgryderne. Men mange mænd … er meget vaklende i forhold til deres selvopfattelse og deres identitet. Og i det omfang, hvor jeg som den voksne og kloge i hjemmet kan være med til at påvirke drengene, så animerer jeg dem i den retning, som jeg tror, er god for dem. Og det er noget med ishockey og klatre i træer og kaste med økser. Og hvis de gerne selv vil være balletdansere og lave armbøjninger, så vil jeg ikke være modstander af det. Men det ville undre mig.”

Den undren, mente Pernille Rosenkrantz-Theil, måtte udtrykke en helt grundlæggende angst for bøsser, altså homofobi. Dertil svarede Mads Christensen, at han godt kunne forstå, at mange mænd er bekymrede, fordi kønsrollerne er i opbrud. Og han kunne også forstå, at mange teenagerdrenge står og siger: ”Hvad fanden sker der? Hvem er jeg?"

Og hvem har så ret, Pernille Rosenkrantz-Theil eller Mads Christensen? Begge to vil jeg mene. Pernille har nok ret i, at det er temmelig uskyldigt, at små drenge leger prinsesse og med sminke i børnehaven, netop fordi ”man bliver jo ikke en hest af at lege hest”. Men Mads Christensen har ligeledes ret i, at det er den voksne og kloge i hjemmet, som skal påvirke børnene og lede dem i den retning, som er god for dem, også når det gælder deres kønsidentitet.

Kønsidentiteten i opbrud i Folkekirken 
Den traditionelle kønsidentitet er også i opbrud i Folkekirken i disse år. Det, som har været stålfast siden tidernes morgen, er nu til debat, idet en arbejdsgruppe har set på mulighederne for at indføre et ritual for kirkelig velsignelse af homoseksuelle par, altså mennesker, som har indgået det såkaldte registrerede partnerskab, samt et ritual for indstiftelse af sådanne partnerskaber. Man er ikke enige om, hvad man præcist skal kalde sådanne ritualer, men homoseksuelle ønsker helt klart, at det skal kaldes ægteskab, vielse og bryllup, for man vil ikke stå tilbage for det traditionelle bryllup i kirken, og man ønsker at være og blive betragtet som helt normale: Man vil være mand og kone, bare på en anden måde, og det ene kan jo være lige så godt som det andet.

Jeg synes ikke, at det ene kan være lige så godt som det andet. Ligesom Mads Christensen ville jeg undre mig og bekymre mig, hvis en af mine drenge andet end undtagelsesvist en enkelt gang i børnehaven skulle ønske at gå i prinsessekjoler og bruge neglelak. Jeg vil nemlig ikke ønske for mine børn, at de skal bøvle med ikke at kunne forelske sig i det andet køn og opleve glæden ved den naturlige kønsforskellighed og frugterne deraf. Det tror jeg heller ikke, at nogen anden mor eller far vil ønske for sit barn. Men naturligvis vil man acceptere det, hvis det skulle være sådan, og hjælpe med at bære de problemer, som det måtte medføre.

Og hvordan skal man så hjælpe? Ved at påstå, at homoseksualitet er godt i sig selv, og at det er en velsignelse som sådan? Ved at iklæde de homoseksuelle bryllupstøj og tilsige normalitet og lege bryllup i kirken? Ikke efter min mening. Man bliver ikke en hest af at lege hest, og det unormale og anderledes bliver ikke normalt og almindelig ved at blive iklædt normalitetens ord. Man bliver rent ud sagt ikke ægtepar ved at lege det. Legen forandrer ikke noget – andet end kirken til børnehave…

Først bragt under "Ord til eftertanke" på www.broagerkirke.dk.