Kommentar til "Åbent brev til Dansmarks biskopper" samme dato:
I Broager Kirke, hvor jeg er præst, findes en række kalkmalerier, som viser Georgs (/Jørgens) Martyrium. Det handler om en kristen, som ikke ville give efter for hedenskabets krav om at dyrke statens etos og guder.
Og nogle af de kristne heriblandt Georg ville (som senere Kaj Munk og Dietrich Bonhoeffer) ikke følge disse normer og ville ikke bøje sig for kejserens billede, selv om det nok var hysterisk og uklogt og kostede dem livet. Men mange gav efter og underlagde sig de gældende vilkår og overlevede. Og i den forbindelse opstod de donatistiske stridigheder, hvor nogle af de mere principfaste kristne betvivlede gyldigheden af de eftergivendes ritualer og sakramentale handlinger.
Og kan det så sammenlignes med den nuværende situation? Ja, det synes jeg, når statsmagtens religionspolitik spændes for folkekirkens vaklende vogn. Og når biskopperne i det store hele kun sender signaler om “samarbejdspolitik” for at vinde fred i vor tid.
Og det er helt oplagt, at biskopperne underminerer deres egen autoritet. Biskopper i folkekirken har jo historisk, formel og mere eller mindre personlig autoritet på det liturgiske område og har indtil nu haft initiativretten mht. ritualbøger og ændringer deri. Og indholdet i disse bøger har hidtil været temmelig godt bibelsk, teologisk og kirkehistorisk begrundet. Men med en kommende indførelse af et samkønnet partnerskabsindstiftende ritual måske endog benævnt "ægteskab" vil disse begrundelser mangle.
Hvis biskoppernes undskylder sig med, at “vi må leve med, at folketinget er folkekirkens ‘synode’”, så har biskopperne deponeret autoriteten i fremmede hænder. Og så må menigheder og præster søge autoritet andetsteds eller leve med manglen, fordi der ligesom under kristendomsforfølgelserne ikke er noget alternativ til den svækkede kirke (mange steder udenfor storbyerne i hvert fald er folkekirkens sognemenigheder jo eneudbyder på det kirkelige område).
Selv om jeg ikke vil falde i den donatistiske vildfarelse og afvise gyldigheden af frafaldne kollegers ritualer og sakramentale handlinger, kan jeg dog kun betragte en kommende indstiftelse af samkønnede ægteskaber som narreværk og tomme ord.
Og mere og mere aktuelle bliver ordene i den ene af de to bønner, som man læser i slutningen af vielsesritualet: ”Vi takker dig himmelske Fader, fordi du har indstiftet ægteskabet, og vi beder dig, at du vil bevare denne din ordning og velsignelse urokket også iblandt os.”1
Og mens andre rokker ved ordning og velsignelse, vil jeg takke derfor og stå fast.
Stefan Klit Søndergaard, sognepræst i Broager i Haderslev Stift
- Biskop Lise-Lotte Rebel nævner i sit høringssvar til rapport om folkekirken og registreret partnerskab også denne bøn. Og hun argumenter grundigt og overbevisende for, at foreslåede ritualer ikke er i overensstemmelse med folkekirkens lære og bekendelseskrifter.