lørdag den 13. juni 2009

Teologer forsvarer frihed til at forske

Den store kritik af teolog Troels Nøragers opgør med fortællingen om Abraham får nu teologer på landets universiteter til at forsvare den frie teologiske forskning. Kristeligt-Dagblad d. 11. juni 2009.

Jeg vil hellere klandre folk for deres uopmærksomhed, end for deres vantro, selv om der kan være sammenhæng mellem de to ting. (Måske er det i grunden en slags fromhed, der bevæger Troels Nørager til at tage afstand fra tilsyneladende onde tankegange).

Derfor var Kristeligt Dagblads leder i mandags om denne sag betænkelig, fordi der antydes, at Troels Nørager tænker forkert, fordi han er nået frem til et forkert og vantro resultat.

Og samme sted siges siges der, at "Statslige teologer bør bruge frihed med mere omtanke". Men det er på den ene side selvindlysende, at de skal bruge omtanke, og på den anden side helt forkert. For forskerfriheden må være absolut uanset resultatet. Det er metoden og mellemregningerne, som man skal stå til regnskab for.

Problemet er ikke, hvad TN er kommer frem til. Det må han have lov til. Problemet er, hvordan han er nået frem til sine resultater. Altså ikke, at han har tænkt "forkert" bedømt ud fra resultatet, men at/om han ikke har tænkt godt nok undervejs.