Kommentar i debatten om Troels Nøragers "Afsked med Abraham"
Kristeligt Dagblad d. 10. juni 2009
Af Stefan Klit Søndergaard
Der mange, som har det svært med teksten, hvor Abraham skal ofre Isak. Men Troels Nørager har det overhovedet ikke svært med teksten, når han i Kristeligt Dagblad den 8. juni siger: "Teksten er fuldstændig entydig. Der er intet, der indikerer, at Gud ikke har til hensigt at lade Abraham gennemføre ofringen af sin søn. Gud tager heller ikke afstand til ofringen, men belønner Abraham for hans lydighed."
Til gengæld har Troels Nørager det svært med sin egen, snævre tolkning af teksten. Men teksten er ikke fuldstændig entydig, i hvert fald ikke på den måde, som Troels Nørager tror. Igennem hele Abraham-historien fra kapitel 12 til kapitel 22 går det som en rød tråd, at pagten er i stor fare for aldrig nogen sinde at blive sluttet. Hovedpersonen og hans familie må så at sige gennemgå en masse prøvelser og få en masse velsignelser fra den indledende befaling om at drage til det nye land, indtil den endelige og sidste velsignelse lyder efter den afværgede ofring.
Således er både stamfaderen og stammoderen, Abraham og Sara, i fare i Egypten; han for at blive slået ihjel og hun for at blive en anden mands kone. Senere er arvefølgen truet - dels af at de er blevet for gamle til at få børn, dels af at Abraham har fået en søn med trælkvinden Hagar, nemlig Ismael. Undervejs er der også fare i forbindelse med krige og stridigheder, samt en gentagelse af, at Abraham kalder Sara sin søster med de fordele, men også den risiko, det indebar. Og hver gang bliver faren afværget.
Og så i kapitel 21, kapitlet umiddelbart før beretningen om, at Abraham skal ofre Isak, kan man læse om Hagar og Ismael, der bliver sendt ud i ørkenen, hvad Abraham ikke er meget for, men Gud siger på forhånd, at det nok skal gå. Og da vandet slipper op, lægger Hagar barnet under en busk og bevæger sig væk og sætter sig på et bueskuds afstand og venter på, at Ismael skal dø. Afstanden er bestemt af, at hun ikke vil se og nok heller ikke høre barnet dø. Men Gud hører drengen, hvor han ligger, og griber ind.
Nu må det for den opmærksomme læser være helt entydigt, at Gud ifølge forfatteren (eller forfatterne, om man vil) af Første Mosebog er en Gud, der både hører og ser og griber ind. Derfor hedder det også efter den ikke gennemførte ofring: "Abraham gav dette sted navnet: "Herren ser". I dag kaldes det: "Bjerget, hvor Herren viser sig".
Hvad er gået galt for Troels Nørager? Måske det, at han har ladet et enkelt element af den undervisning, som han engang modtog i faget Gammel Testamente, få alt for stor betydning, nemlig det, at man i Det Gamle Testamente kan finde spor af ældre religioner og også en såkaldt primitiv ørkengud. Og denne primitive ørkengud tilskrives så uden videre alt det, som man ikke kan forstå og finder ubehageligt. Men Det Gamle Testamente er et meget varieret og nuanceret skrift. Og Første Mosebog er formodentlig forfattet så sent og er et teologisk og litterært skrift af en sådan kvalitet og med en sådan detaljerigdom, at der er god grund til at antage, at ældre religionshistoriske spor kun findes i stærkt bearbejdet form.
Stefan Klit Søndergaard, sognepræst,
Vestergade 36, Broager