Præsteløftets og samvittighedens alvor

Claus von Stauffenberg
(15. november 1907 - 21. juli 1944) 

“Tiden er inde til, at der nu bliver gjort noget. Den som vover at gøre noget, må være sig bevist, at han vel går over i den tyske historie som forræder. Undlader han at gøre det, så vil han være en forræder overfor sin egen samvittighed.”

Agnete Raahauge har kommenteret sagen om samtalen mellem sognepræst Frederik Berggren Smidt og biskop Peter Fischer-Møller. Hun skriver bl.a.:

“Hvad er den største trussel mod det folkekirkelige fællesskab? At en sognepræst tager kirkens bekendelsesgrundlag så alvorligt, at han protesterer mod sin biskop? Eller at biskoppen gør sin tids opfattelse af kærlighed og samliv til læremæssig norm og forbyder præster at tage skarpt til genmæle herimod?

Er det ikke biskopperne, der tømmer præsteløftet for alvor - og dermed også sætter svindsot i ordene om præsters skyldighed over for foresatte?

Kristeligt-Dagblad en føljetonavis?

Den afbildede bog kender jeg ikke, men titlen er interessant, for hvem er den rettroende kætter?

I går mandag kogte Kristeligt-Dagblad videre på den historie, som jeg nævnte i fredags i Strid om vederstyggelighed. Det skete i artiklen med titlen Biskop sætter præst på plads: Vi er ikke frafaldne, som indeholder udtalelser fra biskop Peter Fischer-Møller.

Det kunne være ganske interessant at se den “fælles udtalelse fra præsten og biskoppen om sagen”, så man ikke behøvede blot at forholde sig til journalistisk gennemtygget konklusion over udfaldet af bemeldte samtale. Men det dukker nok op i avisen en gang ved lejlighed, for det er åbenbart vigtigere at spise læserne af med journalistiske slæbesild end at levere præcise og konkrete nyheder så snart, man har dem. (Og hvis man ikke har den fælles udtalelse, hvorfor fortæller avisen så ikke det?)