torsdag den 5. juli 2012

Præsteløftets og samvittighedens alvor

Claus von Stauffenberg
(15. november 1907 - 21. juli 1944) 
“Tiden er inde til, at der nu bliver gjort noget. Den som vover at gøre noget, må være sig bevist, at han vel går over i den tyske historie som forræder. Undlader han at gøre det, så vil han være en forræder overfor sin egen samvittighed.”
Agnete Raahauge har kommenteret sagen om samtalen mellem sognepræst Frederik Berggren Smidt og biskop Peter Fischer-Møller. Hun skriver bl.a.:
“Hvad er den største trussel mod det folkekirkelige fællesskab? At en sognepræst tager kirkens bekendelsesgrundlag så alvorligt, at han protesterer mod sin biskop? Eller at biskoppen gør sin tids opfattelse af kærlighed og samliv til læremæssig norm og forbyder præster at tage skarpt til genmæle herimod?
Er det ikke biskopperne, der tømmer præsteløftet for alvor - og dermed også sætter svindsot i ordene om præsters skyldighed over for foresatte?
Det er problemet. Og det kan ikke manes i jorden med tjenstlige samtaler.” (Hele kommentaren på www.kristendom.dk...)
Birgitte Stoklund Larsen mener modsat, at
“Når man er ansat, har man også en vis forpligtelse overfor sin arbejdsgiver. Præster er således som offentligt ansatte også underlagt en loyalitetspligt. [...]
Der er vide grænser for præsters offentlige ytringer – også videre end for andre offentligt ansatte – blandt andet fordi udlægningen af kristendommen er en fortolkningssag.
Men ytringer af den karakter er jo ikke omkostningsfrie. De falder tilbage på præsten selv – og underminerer hans troværdighed – og folkekirkens troværdighed. Hvordan kan han overhovedet være ansat i en kirke, som han lægger så stor afstand til? Hvordan kan han acceptere tilsyn fra en biskop, han opfatter som vranglærer?” (Se Dianalundpræsten skader kirkens troværdighed...).
Karl Adolf Eichmann (19. marts 1906 - 1. juni 1962)
“Du skal handle således at princippet for dine handlinger er det samme som lovgiverens eller de gældende loves princip.”
(Tillagt citat ifølge Hannah Arendt)
Tja, det er nok fordi, Frederik Berggren Smidt er en mand, som tager sit kald, sit embede og sin kirke alvorlig og ikke vil løbe af pladsen i modgangstider.

Han beholder sin uniform på, men vil ikke være en forræder mod sin egen samvittighed.

[Se også Kristeligt Dagblad 18. september 2012: Sognepræst: Jeg bliver ved med at følge mit kald]

2 kommentarer:

Claus Skjold Larsen sagde ...

Men hvis man har det sådan med det, hvorfor så egentlig beholde uniformen på? Hvorfor forsøge at gemme sig under en folkekirkelig rummelighed? Vorherre rummer ham givet bedst uden uniform - eller hvad?
Claus Skjold Larsen

Stefan Klit Søndergaard sagde ...

Folkekirken er ikke rummelig ud over sin bestemmelse: Bibel, bekendelse og sakramentsforvaltning efter Kristi indstiftelse, som er omtalt i præsteløftet.

Og inden for den ramme skal man udføre den gerning, som man er lovligt kaldet til, samtidig med, at man modarbejder misbrug og bekæmper lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse. Det hører simpelthen til kirkens orden, at man ikke løber af pladsen, undtagen hvis der er tvingende grunde til det.

Og tjenesten skal udføres med skyldig og kun skyldig lydighed og respekt overfor love og regler, overordnede og kolleger.