onsdag den 29. august 2012

Vielse i naturen - gift i kirken?

Efter en lang sommerpause er jeg tilbage på denne blog. Jeg har nydt naturen og siddet ude i solen langt væk fra computeren. Men det er dog lykkedes mig at følge med i den løbende debat, og sommerens største emne i agurketiden var vielser i naturen.

Tove Fergo ville åbenbart have lidt liv i kludene, lidt opmærksomhed, eller hun mente det måske helt oprigtigt. I hvert fald rettede hun henvendelse ad tjenestevejen til sin biskop og spurgte: "Hvorfor kan vi ikke vie brudepar udenfor kirkerummet?". For at være helt sikker på, at biskoppen nu også læste det, stillede Tove Fergo det samme spørgsmål i Kristeligt Dagblad d. 26 juli. [Et par senere kommentarer: Lone Kofod Jensen: Tilhører Kirken ikke Gud? og Kathrine Holme Johannesen og Søren Hermansen: Vielser i det fri? Ja, naturligvis!]

Og så blandede om ikke Gud og hver mand (for de holdt ferie), men i hvert fald kirkeminister og biskop sig i debatten. Ministeren ville ikke stille sig i vejen for muligheden, og biskoppen sagde: "Lad os nu tage debatten. Selvfølgelig kan vi drøfte vielser uden for kirkerummet".

Og så bølgede debatten skulle man tro, men det gjorde den egentlig ikke. For der var godt nok en hel del, som talte for, at det var en god ide at komme folks ønsker i møde, for når nu folk ikke gider komme i kirken. Men det modsatte synspunkt kom ikke rigtig frem (for fornuften holdt ferie): "Er det nu en god ide at fjerne det kirkelige fra kirken? Er denne mulighed gavnlig? Er det ikke som at hælde varmt vand i træskoene for at holde varmen - det varmer en kort stund, men så bliver det bare mere koldt?"

Jeg synes ikke, at kirkelige vielser i naturen i sig selv er helt ukristelige, og jeg har forståelse for, at nogle brudepar måtte ønske at holde den ceremonielle del af deres bryllup i en sådan ramme. Men jeg tror ikke, at det er en god ide, hverken for brudeparret selv eller for kirken, hvis man stadig har ønsker om, at kirkelige vielser netop bør være kirkelige. Og her tænker jeg ikke kun på kirken som bygning, men som rum for det budskab, den bærer, som tæt sammenhæng mellem form og indhold, som tradition.

Vi får at se, hvad debatten ender med. Man må nok regne med, at folkekirken vil være med til det hele og ikke overlade noget til eventuelle konkurrenter. Derfor er Rokokopostens kontrafaktiske artikel "Kvinde konverterer til Romantisk Drama-tro" netop kontrafaktisk, for folkekirken kan optage det hele i sig.

Og spørgsmålet er så, om sagen om vielser i det fri blot er varmt vand i træskoene, eller om det ligefrem er en gift i kirken, som forvandler kirken til Romantisk Drama-tro?


Ingen kommentarer: