søndag den 19. september 2010

Logikken halter, mellemregningerne mangler, billedet flakker

Den 18 september 2010 skrev biskop Karsten Nissen til præsterne i Viborg Stift og i Kristeligt-Dagblad: "Hidtil har jeg stået for den opfattelse, at kirken ikke har noget mandat til at velsigne et homoseksuelt samliv. Den opfattelse har jeg nu revideret". Dermed skiftede han radikalt side i debatten og svigtede den holdning, som han var tiltænkt at repræsentere i kirkeministerens udvalg om ægteskabsindstiftelse og registreret partnerskab.

Hvordan kan man slutte fra, at homoseksuelt samliv ikke strider imod det grundlæggende i evangelisk-luthersk kristendomsforståelse, til, at dette samliv skal vurderes direkte positivt i evangelisk-luthersk forstand? Og altså hvordan slutter man fra ikke-fordømmelse til særskilt og positiv anerkendelse, er der mellemtrin (adiafora), eller springer man direkte?

Hvordan kan man indføre en ny skik, når det i Den Augsburgske Bekendelses artikel 15 hedder, at man kun kan bevare de skikke, som kan bevares uden synd, og som tjener ro og god orden i kirken? Skal "ro og god orden" kun forstås som "fred i vor tid"?

Hvorfor skulle et homoseksuelt menneske ikke kunne stå ved sin homoseksualitet (såfremt vedkommende måtte mene, at det er et offentligt anliggende), uden at få det godkendt ved et særligt ritual?
Jeg er nået til den erkendelse, at vi, der har glæden ved at kunne leve i et ægteskab med et andet menneske, og som ikke kunne forestille os en tilværelse uden det fællesskab og den intimitet, som ægteskabet indeholder, ikke bør stå i vejen for, at vore homoseksuelle medmennesker kan modtage den samme gave.
Og sidst, men ikke mindst, hvilken gave er det, som Karsten Nissen her kommer med?

Hvad består gaven af: Er det velsignelse af et partnerskab? Er det indførelsen af et samkønnet ægteskab? Er det med tiden indførelse af et eneste og ens ritual for samkønnede og tvekønnede ægteskaber? Er det ikke den logiske konsekvens af at ville give den samme gave?

Og på hvilket mandat deler KN gaven ud? Er det personlige erfaringer og enkelttilfælde, der skal afgøre det? Er det alene bibelcitatet "Det er ikke godt, at mennesket er alene", der skal bære det? Eller er noget simpelthen godt, fordi det føles godt?

Ingen kommentarer: