“Vi skal ikke tage særligt hensyn til præsters samvittighed”

I forbindelse med, at nogle præster i Kolding blev skældt ud for ikke at ville vie fraskilte, udtalte Københavns domprovst, Anders Gadegaard, af Folkekirkens præster må finde sig et andet arbejde, hvis de nægter at vie fraskilte og dermed tilsidesætter Jesu bud om tilgivelse. Og han ville heller ikke afvise, at vielser af homoseksuelle også bør være obligatorisk for præster. Kristeligt-Dagblad d. 20. august 2011

Leverpostejsteolog og åndspygmæ

(Kommentar på Kristeligt-Dagblads hjemmeside)

Det er altid betænkeligt, når nogen mener at vide, hvad folk flest mener og tænker, og så argumenterer derefter. Således synes Gadegaard at tro, at folkekirkens medlemmer over en kam er af den opfattelse, at den anden vielse i kirken er uproblematisk. Den opfattelse er ikke uden videre rigtig.

Det er nemlig meget muligt, at de fleste mener, at man skal have lov til at gifte sig igen i folkekirken (det gør jeg også), men rigtig mange af de skilte, som jeg møder, siger også: "Jeg blev gift i kirken første gang. Derfor ville jeg ikke giftes i kirken igen, men valgte rådhuset anden gang." Og andre siger: "Jeg blev gift i den og den kirke første gang. Derfor vil jeg i hvert fald ikke kunne stå i den samme kirke igen og love det samme."

Men i det hele taget er det jo ikke folks meninger og følelser, som afgør, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis det er de afgørende ingredienser i ens teologi, bliver det den rene leverpostejsteologi.

Jeg er dog klar over, at Gadegaard spænder videre og ikke lader sig begrænse af den lille danske eller den lille kristne andedam, men gerne lader sig inspirere af fremmede religioner til at finde andre veje til Gud. Således stammer Gadegaards forståelse af samvittigs- og åndsfrihed tydeligvis ikke fra Grundtvigs hjemland.

Tankerne om tvang overfor anderledes tænkende ligner, hvad men kender fra det tidligere DDR, hvor man kerede sig meget om at beskytte folket mod farlige tanker.

Eller måske har Gadegaard bare ikke så meget sans for det, som er ham selv fjernt. Betegnelsen åndspygmæ ligger lige for.

Og i en prædiken fra d. 14. august skrev jeg:

... Præsterne ved Kristkirken i Kolding [er] de seneste dage blevet vredet i mediemaskinen, fordi de ikke vil vie fraskilte. De har den opfattelse, at bibelens ord og løftet om at ære og elske, indtil døden skiller, at det gør, at man ikke bør blive gift i kirken igen.

Jeg er af en anden opfattelse. Ikke en anden opfattelse af ægteskabets alvor, ikke en anden opfattelse af synd, ikke en anden opfattelse af, at ægtefæller ikke bør være udskiftelige reservedele eller bekvemmeligheder. Men dog af den opfattelse, at mennesker ikke behøver at blive stående i skårene af det, som er gået i stykker, men har lov til at bygge noget nyt op med nye løfter – også for Guds åsyn og med Guds velsignelse.

Jeg synes, at præsterne i Kristkirken i Kolding tager fejl i den konsekvens, som de drager af bibelord og løfte. Men jeg vil til enhver tid forsvare deres ret til at mene sådan. Og jeg beundrer deres alvor og deres samvittighedsfuldhed og synes, at det er noget, der er brug for i en tid, hvor kirken af mange betragtes som ren servicekirke og offentlig religionsanstalt helt renset for enhver tanke om synd, skyld og ansvar.