Kristeligt-Dagblad d. 8. december 2010: Stort flertal af danskerne vil kalde homoseksuelle for ægtefæller. Kirkeministeren ser tallene som en bekræftelse på, at "Vi er på rette vej". Og biskop i Fyens Stift Kresten Drejergaard betragter tallene som udtryk for et ”fornuftigt” holdningsskred over de sidste cirka 30 år og slutter sig til de 44 procent, som mener, at præster ikke skal kunne fritages for at vie homoseksuelle.“Stol aldrig på en statistik, du ikke selv har forfalsket”, sagde Winston Churchill, fordi statistikker er meget lette at mistolke og misbruge.
Og i forhold til artiklen her mangler der fx angivelse af, hvad folk helt nøjagtig er blevet spurgt om.
Og der er masser af fejlmuligheder, for resultatet af undersøgelsen kommer helt an på vinklen i spørgsmålet. Og de adspurgte vil i høj grad tænke i rettigheder:
Hvis man således spørger, om adspurgte synes, at en eller anden gruppe skal have ret til det eller det i en eller anden butik eller organisation, så vil svaret oftest være: Ja, naturligvis! (Skal homoseksuelle have ret til at blive gift i folkekirken? Ja, naturligvis!)
Men hvis man spørger, om vedkommende synes, at en butik skal have lov til selv at bestemme, hvilke varer den har på hylderne eller fører i sit sortiment, eller om det er rimeligt, at en organisation handler efter sit grundlag og formål, så vil svaret oftest være: Ja, naturligvis! (Må den økologiske bager godt have et begrænset sortiment og kun sælge hjemmebagt, økologisk brød, selv om kunderne ønsker billige, frosne rundstykker fra Hatting? Ja, naturligvis! Har trossamfund ret til selv at bestemme over deres formål, liv og praksis uden statens indblanding? Ja, naturligvis!)
Kresten Drejergaard er dog ikke som de fleste, for han går naturligvis ikke ind for rettigheder. Han er selvstændig som den lille kat i Piet Heins Gruk: Jeg er sgu min egen! Og så bliver der ikke plads til ånds- og trosfrihed, men kun tvang. Og det er kun praktiske hensyn, der gør, at han lader musene spille på bordet og ikke indfører tvangen med det samme ("Men det kommer man ingen vegne med. For tvang vil skabe et ramaskrig blandt præster."1)
Og Drejergaards begrundelse for tvangens rimelighed er besynderlig: "Vil man have den bemyndigelse, må man også tage pligten til at vie – ligesom på rådhuset." Drejergaard kan altså ikke kende forskel på en kirke og et rådhus. Kan han heller ikke kende forskel på en synagoge eller en moske og et rådhus? Og skal jøder og muslimer så også have bemyndigelsen til at vie homoseksuelle og så derefter også pligten?
Det er naturligvis den enkelte religiøse organisation, som selv bestemmer, om der er grundlag for en religiøs handling eller ej. Og medlemskab er ikke nogen garanti for at få udført en handling, hvis der ikke er grundlag for det i organisationens regelsæt og praksis.
- Sjovt, at Drejergaard med det uheldige ordvalg "ramaskrig" lægger op til at blive sammenlignet med barnemorderen Herodes. Er det så fordi Drejergaard ikke står i traditionen, eller netop fordi han står i traditionen?