mandag den 30. september 2013

“Ateist og fan af folkekirken”

I et læserbrev i Jyllands-Posten skriver den studerende Thomas Schumann under ovenstående titel bl.a.:

Det er kendetegnende for enhver religion, at den må opdele verden i “os og dem”. Alle tilhængere af en bestemt religion må mene, at lige præcis deres har de rigtige svar på tilværelsens spørgsmål. “De andre”, derimod, kan måske have fat i noget, men ultimativt er de på det gale spor.
    I den kontekst gør folkekirken noget helt fantastisk. Eftersom det er folkets kirke, bliver den tvunget til rummelighed. Den afhænger af folkets støtte, og derfor må den overtage folkets holdninger.

Og afslutningsvis konkluderer TS:

AF THOMAS SCHUMANN, STUDERENDE, KARL VERNERS VEJ 6, 2., AARHUS C Jeg er ateist. Og jeg er fan af folkekirken.  Hvad er det, der har gjort Danmark til et af de mest sekulære samfund i verden? Er det vores folkeskole, er det vores folkelige oplysning, eller er det vores folkestyre? Nej. Den institution i Danmark, der har gjort mest for vores sekularisering, vores høje grad af mistro over for religiøse dogmer, er paradoksalt nok vores egen folkekirke.  Det er kendetegnende for enhver religion, at den må opdele verden i “os og dem”. Alle tilhængere af en bestemt religion må mene, at lige præcis deres har de rigtige svar på tilværelsens spørgsmål. “De andre”, derimod, kan måske have fat i noget, men ultimativt er de på det gale spor.  I den kontekst gør folkekirken noget helt fantastisk. Eftersom det er folkets kirke, bliver den tvunget til rummelighed. Den afhænger af folkets støtte, og derfor må den overtage folkets holdninger.  Mange melder sig ud  Et godt eksempel på det er indførelsen af homovielser i danske kirker. Modstanderne, en lille gruppe inden for folkekirken, mente, at homoseksuelle ikke kan vies. Ægteskabet består mellem en mand og en kvinde, var deres argument. Det er nok også den mest udbredte kristne opfattelse af ægteskabet på verdensplan, og der findes talrige eksempler i Bibelen, der kan tolkes sådan.  Alligevel vandt de sekulære værdier. De vandt, fordi folkekirkens flertal delte disse værdier i overensstemmelse med befolkningen.  Desto mere sekulær befolkningen bliver, desto mere sekulær bliver folkekirken. Skønt mange melder sig ud, er de fleste stadig medlem. Det truer det religiøse indhold, idet kristendommen mister sin eksklusive kraft, som er det, religioner bygger på.  Danmark har ikke haft nogen bedre vaccine mod religiøs fundamentalisme og dødssyge dogmer end institutionaliseringen af flertallets religion. Folkekirkens version af kristendommen er som en lunken suppe, der i takt med samfundets fremskridt tyndes op med sekulariseringens iskolde postevand.  Gennemsyres af religion  Som ateist er jeg fan af folkekirkens evne til at styre væk fra et samfund, der gennemsyres af religion. Det er et paradoks, men jeg er overbevist om, at vi nyder frugterne af en statsreligion, hvorimod lande med en egentlig sekulær forfatning, såsom USA, må leve med de økonomisk stærke interesser fra de private kirker. Skønt det måske er de fleste ateisters holdning, at kirke og stat bør adskilles, kan jeg ikke advare nok imod det. Enhver ateist bør være realistisk og anerkende folkekirkens iboende evne til at opbløde religionens stive dogmer.  Med folkekirken har flertallets magt taget styringen over kristendommen. Men hvad med de andre religioner? Hvad med vores næststørste religion? Hvis man er bange for islams indflydelse på det danske samfund, er der kun én ting at gøre: At oprette folkemoskeen. Eller bedre: En institutionalisering af alle landets store religioner efter, hvor mange procent af befolkningen som bekender sig til denne eller hin religion. Det kunne f.eks. være 10 pct.  Statsreligion er et hit  På den måde får vi åbnet islam for folket, så alle, der vil, kan være med til at forandre religionen, i samme retning som kristendommen er blevet forandret.  Skønt det er i strid med den sekulære samfundsmodel, er statsreligion efter min mening et hit. Jeg forestiller mig et Danmark med de største religioner tøjlet fast i statslige institutioner, bundet af befolkningens vilje. Jeg drømmer om religioner lige så tandløse som monarkiet. Men her til sidst vil jeg endnu en gang gerne – som ateist – sige tak til folkekirken for dens hidtidige præstation. Tak, fordi I har befriet os fra kristendommen.Skønt det er i strid med den sekulære samfundsmodel, er statsreligion efter min mening et hit. Jeg forestiller mig et Danmark med de største religioner tøjlet fast i statslige institutioner, bundet af befolkningens vilje. Jeg drømmer om religioner lige så tandløse som monarkiet. Men her til sidst vil jeg endnu en gang gerne – som ateist – sige tak til folkekirken for dens hidtidige præstation. Tak, fordi I har befriet os fra kristendommen. (Se hele læserbrevet...).

Den fremtrædende amerikanske teolog David Bentley Hart er ikke i tvivl om, at kirken, som vi kender den, vil kollapse  DET ER VANSKELIGT at komme uden om, at situationen for verdens kirker forekommer truende. Sekulariseringen skrider frem, og kirkernes medlemstal falder i de vestlige lande.  Det er, fordi menneskene fristes af den megen underholdning, siger nogle. Det er, fordi de i dag er blevet så veluddannede, at de gennemskuer religionens overtro, siger sociologerne.  Et dybsindigt bud kommer fra den fremtrædende amerikanske teologiprofessor David Benley Hart, ortodoks og en af USA’s fremtrædende teologer. Sådan måtte det gå, kristendommen kan der ikke bygges samfund på i længden.  Det argumenterer han for i et nyt essay i det katolske magasin First Things med titlen ”Ingen blivende by” og undertitlen ”Evangeliet har både skabt og ødelagt kristenheden”.  Kristendommen satte sig med mirakuløs hast igennem i det hedenske Europa, og vi får kristenheden, en historisk civilisation. Men evangeliet ender med at sprænge denne kultur indefra. Derfor vælter det nu ind med sekularisering. Kristendommens historie fortsætter dog, selvom kristenheden, som vi kendte den, forsvinder.  Fremtiden kan derfor forekomme skræmmende, men kristne bør se den roligt i møde. Guds planer føres ofte igennem under modsigelsens tegn, så hvad der ligner modgang, vendes gådefuldt til det bedste.  Hart taler om kristenhedens ”nu fuldkommen utvivlsomme kollaps”, som måtte komme. Nok er kristenheden præget af vidunderlige kulturelle og etiske præstationer, men ”de er næsten alle sammen tæt sammenknyttede med utallige, institutionelle forråelser af evangeliet”.  Ophævelsen af slaveriet er et eksempel på det første, kirkens henrettelser af kættere på det andet. Når kirken udøver magt på sådan en grusom måde, synker kristenheden ned på niveau med sine oprindelige forfølgere. Er en så monstrøs fordrejning af den kristne lære et hændeligt uheld? Eller er den en logisk følge af forsøget på at lave en samfundsmagt ud af kristendommen? Hart mener det sidste. Når man vil smede en enhed af social struktur og evangelium, så står fremtidens sammenbrud i kortene fra starten, for kristendommen bliver ved at ombryde alt.  Det var en revolution af alle sociale og politiske strukturer, da evangeliet udbredtes i senantikkens Europa. Man formede samfund på det kristne budskab, og resulatet blev lovenes langsomme forbedring, hospitalets fødsel og en enorm vifte af kunstneriske, tekniske og videnskabelige præstationer. Men de moralske svigt var hele tiden lige så talrige, understreger David Bentley Hart.  ”Og nu lever vi i tiden efter kristenheden imellem de hastigt forsvindende fragmenter af dens materielle kultur, kun bundet til den af et par bevarede tankevaner. Moderniteten er den post-kristne æra.”  Moderniteten forstår vel at mærke sig selv som frihedens kultur. Den regner sig som født af en lang frigørelsens historie, en vandren ud af tvangens mørke til lysets æra med individets anerkendelse, værdighed og autonomi.  Men moderniteten har fortrængt, hvem den skylder friheden. Derfor drejer den ind ad en vej, der ender i en negativ frihed, præget af arrogance og tøjlesløshed. Men udviklingen blev sat i gang af kristendommen: ”I hvert eneste moderne krav om social og personlig anerkendelse er der et fjernt ekko af Paulus erklæring af den uventede, gratis gave, som Kristus er.” Paulus erklærer jo i Galaterbrevet, at frelsen også er frelse fra trældom under loven.  Heraf altså Vestens særlige rastløshed, dens revolutioner og ideologiske konvulsioner – som efterhånden, ironisk nok, vender sig mod kirken. ”Kristenheden kunne ikke til evig tid overleve den opløsende kraft fra den åbenbaring, som kristendommen bragte ind i vestlig kultur.”  De to regimenter kan faktisk ikke sameksistere, mener Hart, som jo ikke er nogen luthersk teolog. Det verdslige æder det åndelige til sidst. Det er også udelukkende i kristenheden, at militant ateisme og selvbevidst nihilisme vokser frem. Frihedens grimasserende fordrejning.  Men kun rolig, siger Hart. Kristne er jo kun pilgrimme i denne verden. Kristenhedens epoke vil blive en del af den samlede, gådefulde historie om helligåndens arbejde. Nu må vi i dens aftenskumring elske dens smukke sider, beklage dens dystre, og så i øvrigt forstå, ”at kristenhedens fallit og nederlag også udfolder sig inden for nådens arbejde.”  Man bør trøste sig ved, at kristendommen aldrig har knyttet sig til en bestemt samfundsordens skæbne. Den har altid hævdet, at den overskred tid og rum. Måske skal dens nærvær i historien altid være angelisk, slutter Hart, altså med englerøst: forkyndende en sandhed, som bryder igennem igen og igen, en sandhed, der måske knuser det bestående for at gøre alt nyt. Thomas Schurmanns analyse af folkekirkens nye, rummelige rolle støttes af den amerikanske teolog David Bentley Hart, der mener, at kirken, som vi kender den, vil kollapse, for moderniteten har fortrængt, hvem den skylder friheden. (Se Anders Raahauges artikel i Kristeligt-Dagblad, 26. september 2013 (tilgængelig for abonnenter)).

Og samme modernitet støttes tilsyneladende også af en menighedsrådsformand i hans betragtning i Kristelig Dagblad under titlen “Kristendommens transformation: Forandring er nødvendig (tilgængelig for abonnenter)”, hvor debattøren uden egentlige indvendinger bemærker: “Nutidens unge forbinder kristendommen med livsfilosofiske temaer og etiske dilemmaer, hvorimod man tidligere forbandt kristendommen med de bibelske fortællinger.”

1 kommentar:

Thomas Schumann sagde ...

Interessant, kendte ikke til David Bentley Hart, da jeg skrev læserbrevet "Ateist og fan af folkekirken". Ham må jeg lige læse op på. Fed blog forresten.