Det er kendetegnende for enhver religion, at den må opdele verden i “os og dem”. Alle tilhængere af en bestemt religion må mene, at lige præcis deres har de rigtige svar på tilværelsens spørgsmål. “De andre”, derimod, kan måske have fat i noget, men ultimativt er de på det gale spor.
I den kontekst gør folkekirken noget helt fantastisk. Eftersom det er folkets kirke, bliver den tvunget til rummelighed. Den afhænger af folkets støtte, og derfor må den overtage folkets holdninger.
Og afslutningsvis konkluderer TS:
Skønt det er i strid med den sekulære samfundsmodel, er statsreligion efter min mening et hit. Jeg forestiller mig et Danmark med de største religioner tøjlet fast i statslige institutioner, bundet af befolkningens vilje. Jeg drømmer om religioner lige så tandløse som monarkiet. Men her til sidst vil jeg endnu en gang gerne – som ateist – sige tak til folkekirken for dens hidtidige præstation. Tak, fordi I har befriet os fra kristendommen. (Se hele læserbrevet...).
Thomas Schurmanns analyse af folkekirkens nye, rummelige rolle støttes af den amerikanske teolog David Bentley Hart, der mener, at kirken, som vi kender den, vil kollapse, for moderniteten har fortrængt, hvem den skylder friheden. (Se Anders Raahauges artikel i Kristeligt-Dagblad, 26. september 2013 (tilgængelig for abonnenter)).
Og samme modernitet støttes tilsyneladende også af en menighedsrådsformand i hans betragtning i Kristelig Dagblad under titlen “Kristendommens transformation: Forandring er nødvendig (tilgængelig for abonnenter)”, hvor debattøren uden egentlige indvendinger bemærker: “Nutidens unge forbinder kristendommen med livsfilosofiske temaer og etiske dilemmaer, hvorimod man tidligere forbandt kristendommen med de bibelske fortællinger.”