Rokokoposten har også skrevet om debatten i forbindelse med jubilæet: Hærværk er lidt ok... |
“Indførelsen af fri abort i dag for 40 år siden havde blandt andet til formål at afkriminalisere de mange aborter, der med fare for kvindens liv blev foretaget hos kvaksalvere og på udenlandske klinikker. Men lovgivningen kan aldrig blive en etisk blåstempling af fri abort. Af samme grund skal der ikke føres kamp mod lovgivningen, men derimod mod den abortkultur og den abortpraksis, der hersker.”Og en af følgevirkningerne er ifølge Bjerager forventingen om det perfekte barn/menneske i et sorteringssamfund.
“Den fri abort og de stadig mere avancerede fosterdiagnostiske landvindinger har skabt en forventning hos vordende forældre om, at deres børn skal være perfekte. Abortkulturen har været med til at forme et sorteringssamfund, hvor der fødes stadig færre med handicap, og hvor det antages, at de forældre, der får børn med handicap, i stigende grad selv er ude om det. At få et handicappet barn anses ikke længere for at være et livsvilkår, men et tilvalg.”
Det hele er meget pænt formuleret og et fint eksempel på, hvordan man kan tale om eutanasi uden at bruge det ord.
I kronikken i samme avis er Leif Andersen mere direkte mht. dilemmaets art i “40 år med fri abort: Et menneskesyns død (kun abonnenter)”. Her bruges begrebet “horcrux" fra Harry Potter-bøgerne til at illustrere en slags ond magi, en pagt med djævelen. Pagten består i “at dræbe. At dræbe flår sjælen i stykker. Det er et overgreb, en krænkelse af selve naturen.” Og det sammenligner Leif Andersen med, “at en kultur, der bygger på drab, har splittet sig selv op. Og de mennesker, denne kultur sætter til at udføre drabet, står i fare for at miste sig selv, dræbe noget i sig selv.”
Leif Andersen ved godt, at det er stærke ord om et følelsesmæssigt vanskeligt emne. Han slutte sin kronik:
“Jeg kan faktisk godt forstå, hvordan fortvivlede, bange og ensomme piger kan vælge at få en abort. Jeg er ikke enig med dem, men min uenighed vil være meget lavmælt og lyttende, for jeg kan godt forstå dem. Jeg kan faktisk til nød også forstå, hvordan folk, der ikke har babyer og graviditeter og fødsler på tæt hold, og som udelukkende forholder sig teoretisk og matematisk til det, kan have et inkonsekvent forhold til abort.
Men jeg kan ikke få ind i hovedet, hvad der får en vordende mor til stolt at proklamere, at sådan ser hun altså på sit barns ret til at leve. Gad vide, om det vil være et foto, hun om 10 år vil være stolt af at vise sin datter?
Jeg kan ikke se andet, end at her må et politisk program have været i stand til at dræbe et af de mest elementære instinkter i et menneske.”
Instinkter og hjerteslag er i øvrigt også tema i en reklamefilm, som Dansk Reklame Film har trukket tilbage fra biograferne, efter at filmen har mødt en hel del kritik. Begrundelsen er, at “vi sætter vores publikum i en situation, hvor de ikke kan vælge reklamerne fra.” Tilsyneladende er går mediernes kritik ikke på eftercensuren, men på manglende forhåndscencur. (Se fx JP: Reklamedirektør: Det er ikke vores job at udøve censur...).