Og for nylig udkom så “Vejledning vedr. fredelig indretning i og omkring præsters kontorer. Det skete, d. 13. februar, mens jeg var på vinterferie, så jeg nåede kun at læse den temmelig overfladisk. Det var let, for vejledningen er skrevet med meget stor skrift.
Og dagen efter, skete der noget, som helt fik mig til at glemme vejledningen. Det er beskrevet i en passus af min prædiken til Søndag Septuagesima (17. februar):
“Jeg var i Holland i sidste uge. Jeg var ikke på ski, hvor jeg kunne være faldet og have brækket benet. Men uheldig var jeg. Jeg, som altid har skihjelm og skøjtehjelm og cykelhjelm på, når jeg udfolder mig på disse felter – jeg havde ikke hjelm på, da jeg bar familiens kufferter ud i bilen, og så stødte jeg hovedet imod et lavt tag og lavede en ordentlig revne i huden, så det blødte kraftigt, og jeg måtte på skadestuen og blive limet sammen (det er derfor jeg ser lidt værre ud, end jeg plejer at gøre). Det var ikke retfærdig, at jeg skulle være så uheldig, syntes jeg. Det var ikke løn som forskyldt, jeg, som altid har været forsigtig og brugt hjelm. Men det var altså, hvad der skete. Sådan kan det gå, når man lever på kanten!”
Og så så jeg i går, at en kollega i et lukket selskab af præster havde anmeldt “Vejledning vedr. fredelig indretning...”. Det var en rigtig god anmeldelse, som jeg læste med stor fornøjelse. Den var ironisk og sjov. Det var rent LOL, som man siger i dag, ja endog ROTFL og næsten ROTFLMAO. Så jeg måtte fatte mig noget, mens jeg undskyldte mig selv med, at humor er en god ting, og at glad latter ikke er syndig.
Men jeg må jo også se indad og erkende og bekende, at jeg er en mand og tilhører det statistisk set mest aggressive køn.
Og derfor har da også min hustru (hende, hvis tunge kuffert jeg bar i ovenfor skitserede hændelse) sat en kæmpe billedramme/opslagstavle op på væggen i mit kontor. På rammen er der beroligende billeder: billeder af smilende mennesker, min kone, undertegnede, vores børn og yderligere familie; billeder af præstegård og kirke, billeder og akvareller af blomster og hellige steder (en tur til Rom, som ikke var min, fordi jeg ikke kan tegne endsige male, og fordi jeg altid arbejder i påsken); billeder af græssende heste foran korn høstet og sat i neg (foran min fars fødegård); panoramabilleder af det gamle Broager og Sønderborg (sikkert købt for ikke uanselige midler fra det fælles husholdningsbudget).
Det er meget harmonisk, som man kan se:
Næsten perfekt, men der er dog fejl i billedet: Katten på sofaen hedder Nero (navngivet sådan, før den kom til familien), og selvom den ikke gør en gør en kat fortræd, så er den meget aggressiv overfor mus. Og så har en spøgefugl for længe siden sat et tematisk afvigende postkort ovenpå billedet øverst i midten. Og jeg kan ikke få mig selv til at fjerne det, for jeg lever på kanten. Og selv om jeg ikke rigtig kan bestemme mig for, om jeg synes bedst om mensur eller tonsur, så ved jeg dog, at jeg afskyr censur.
