mandag den 16. januar 2012

Selvfed magtfuldkommenhed - den fordækte vilje til magt

Jeg vedkendte mig forleden (se Manu fortæller) ironiens distance overfor selvfed magtfuldkommenhed. I en lørdagsreflektion i Kristeligt-Dagblad d. 14. januar (det kræver login at læse det hele) behandler Sørine Gotfredsen det samme emne og hævder, at problemet med den voksende tillidskløft og utryghed starter hos politikerne selv. Hun skriver bl.a.:
"Der hersker i dag massiv tvivl angående magthavernes inderste drivkraft, fordi de så ofte forsømmer at beskrive, hvad de ønsker at udrette. I tomrummet, der opstår, hvor politikernes ideologi skulle have været, kan der fremvokse en særlig utryghed, fordi man er vidne til et menneskes ekstremt ihærdige kamp for at få magt, men ikke har det fra personen selv, hvorfor denne magt er så vigtig at opnå.
   Magt er som bekendt en tvetydig kraft, og det er kun naturligt, at man har brug for, at magthaverne for alvor kan formulere en overbevisning. For magt, der ikke følges af klar personlig tænkning, skaber en stemning af noget tomt, uafklaret og måske endda fordækt. Og når man ikke kan fornemme, hvad der findes inden i det indflydelsesrige menneske, kan en blanding af utålmodighed og usikkerhed begynde at bryde frem."
Og i Jyllands-Posten beskriver Carsten Breengaard d. 13. januar i en kronik under titlen "Folkekirken ved vejs ende" kirkeministeren som en minister, der "begrunder sin forvaltning med egen forkyndelse af, hvad kristendom er". Og videre skriver Breengaard:
"Religionsforvaltningsministeren har besluttet sig for, at han vil have lighed. Før han er religionsforvaltningsminister, er han nemlig lighedsminister. Alt skal være lige. Og da han er minister, tror han, at han har ret til at få sin vilje ført ud i livet. Forvaltningssystemet arbejder på højtryk for at gennemføre ministerens vilje, for den moderne vilje kender ikke til tålmodighed. Så hurtigt skal det gøres, at der ikke er tid til detaljer som at udarbejde sandfærdige og loyale referater af møder i procesforløbet. Hjælper en løgn eller to, så tager man det med. Ministeren har flere gange helt skamløst søgt af bluffe med dækningsløse påstande om enighed. Uden at ryste på hånden, for når målet er noget så smukt som lighed, så kan ingen midler vel være ubrugelige. Og mens lovgivningskværnen kværner uden smålige hensyn til sandhed og argumenter, så optræder forvaltningsministeren som kristendomsforkynder. I aviser og på tv. Med følsomme budskaber om at »kristendom er kærlighed«, og at det er en »menneskeret at få Guds velsignelse".
Og ud over nogle kommentarer til biskop Karsten Nissen har Carsten Breengaard et par ord om Katrine Lilleør (som jeg en passant har kaldt folkekirkens svar på Joan Ørting. Vi har åbenbart begge et godt øje til hende):
Billede fra www.kathrinelilleør.dk
"I det offentlige rum er der især en, der har udfoldet betydelig energi med kærlighedsbudskabet. Sognepræst Katrine Lilleør med de erotisk plirrende øjne. En ægte forfører. Ypperstepræstinden for budskabet om kristendommen som kærlighedens religion frem for alle andre. Vi så hende i det sene efterår for åben skærm tage selv Jesus hårdt i favn. »Jeg er Jesus-fundamentalist«, sagde hun, og fortsatte, at »Jesus intet sted taler om ægteskabet, kun om kærlighed«. Derfor mente hun med en helt særegen logik at kunne slutte, at så havde homoseksuel kærlighed en legitim ret til at kaldes ægteskab".
Se Debatten fra d. 24. november fra 39:30 og et par minutter frem. Her erklærer Kathrine Lilleør sig som "Jesus-fundamentalist" samtidig med, at hun afslører en usædvanlig uvidenhed om Jesu ord.

Ingen kommentarer: