lørdag den 24. marts 2012

Kirkeminister på retræte

KontraFakten, d. 24. marts 2012

Efter, at Kirkeminister Manu Sareen er blevet truet med dommedag og helvedes flammer*, har det nærmest været umuligt at få fat i den udskældte minister for at få en kommentar. KontraFaktens udsendte har dog langt om længe fået foretræde i ministeriet.

Vi har været helt nede i kælderen de sidste tre dage og holdt seminar med vores politiske bagland. Her sad vi på trods af modstanden lunt og godt omkring pejsen og diskuterede strategi, og hvordan vi kunne imødekomme truslerne fra de hellige. Men nu er vi ovenpå igen.

Manu Saren ser nu ikke helt ud som om, at han er kommet i den syvende himmel oven på opstandelsen. Den ustrøgne skjorte står åben, og ministeren er ubarberet, selv om det glatte og velslebne ellers altid har været hans særlige kendetegn.

Da ministeren bliver spurgt, om de to lys, som han har stående på bordet, symboliserer en form for besværgelse, svarer han afværgende: “Nej, nej, det er bare en gave, som Zenia Stampes studentermedhjælper Lucia Fer har sat herind for at skabe lidt hygge på kontoret.

Kontoret ser forandret ud, og det tog deres udsendte nogen tid at regne ud, hvad der egentlig var sket, fordi det hele samtidig virkede så gammelkendt på trods af det anderledes lys. Det var billederne, der var blevet byttet ud igen. Den nye, nonfigurative kunst, som Manu Sareen havde udstyret sit kontor med kort tid efter sin indtræden i embedet, var væk. Og de nationalromantiske malerier fra Per Stig Møllers ministertid var kommet tilbage på væggene.

“Det er altså ikke, fordi jeg har skiftet politik eller smag”, siger Manu Sareen.  “Sagen er bare den, at de nye billeder var ekstremt brandfarlige. Malingen var jo lige klasket på de store flader, og det dampede sindsygt meget af terpentin. Det var sgu ikke fedt!

Manu Sareen hævder, at det kun er på udsmykningensområdet, at han midlertidig har måttet give køb på store og progressive forandringer. “Rent politisk har jeg ikke fået ridser i lakken”, siger han, mens han fingererer ved det blækhus, som anvendes, når nye love skal underskrives.

Deres udsendte er dog ikke så sikker på, at truslerne ikke alligevel har påvirket ministeren mere, end han vil indrømme, for kontoret er udstyrret med adskillige store pulverslukkere, og der er nye brandhæmmende gardiner for vinduerne.



FAKTABOKS

Retræte
- det at en hær trækker sig tilbage, gradvis opgivelse af en plan eller idé

- (militær) signal om at gå til ro om aftenen

- det at trække sig tilbage for i stilhed at rette opmærksomheden mod det åndelige

- en seniorordning i Præsteforeningen, en slags førtidspensionering
[Opdatering: Kirkeministeren er blevet beskyldt for at forholde sig meget kreativt til sandheden, når han citeres for at sige: “I diskussioner med visse højrefløjspræster har jeg fået at vide, at vi - regeringens medlemmer - vil blive straffet på dommedag, hvis lovforslaget bliver fremsat”. 

Men KontraFakten kan afkræfte disse beskyldninger, idet vi fra sædvanligvis velunderrettet kilde har fået oplyst, at det er teologen Pernille Vigsø Bagge, der har givet anledning til påstanden, idet hun skulle have sagt til Manu Sareen: “Manu! Tag dig nu for helvede sammen! Hvis det også går galt med det her lovforslag, bliver vi ristet i  pressen! Således kan der højest være tale om en mindre misforståelse/overdrivelse fra ministerens side.]



* Artiklen har været utilgængelig på Søndagsavisens hjemmeside, men klik på billederne her: