lørdag den 3. marts 2012

Dukkefører eller marionet?

"For tiden er kirkeministeren ved at sætte sig ud over grundlovens §4, der forpligter staten til at støtte den evangelisk-lutherske kirke", skriver Katrine Winkel Holm i Jyllands-Posten.

Og hun fortsætter: "Vi skriver kirkehistorie her - på den ufede måde. For mig bekendt har ingen anden kirkeminister dristet sig til at diktere folkekirkens nye ritualer. Dertil kommer, at enhver ved, at Manu Sareens motiv er ligestillingspolitisk ... i klokkeklar modstrid med Den Augsburgske Bekendelse."

Kathrine Winkel Holm er klar over, at presset mod bekendelsen ikke bare kommer oppe og udefra, men også findes blandt kirkens egne embedsmænd: "Man kan bedrøveligt nok finde biskopper, heriblandt den dybt ukyndige biskop i København, der mener, at alt fortolkes til at betyde alt muligt, og at absolut intet i bekendelsesskrifterne står fast. Men man kan så sandelig også finde andre biskopper, der med stor vægt og grundighed har påvist ritualforslagets absolut ulutherske karakter."

Herefter rettes kritikken igen mod ministeren for hans ageren og manglende lydhørhed og forståelse for kirke og kristendom, og KWH slutter med at hævde, at man er på vej mod et grundlovsbrud, som bør prøves ved retten. (Se hele læserbrevet "Sareen på kanten af grundloven").

Jeg er ikke uenig med KWH i hendes kritik af ministeren. Og det bliver interessant at se, om folkekireken i evangelisk-luthersk form kan beskyttes af grundloven.

Men jeg mener samtidig, at Manu Sareen på mange måder bare er en hund i et spil kegler, som ikke i sig selv ville kunne lave så mange ulykker, hvis ikke de, som var betroet ansvar i kirken, havde sluppet tøjlerne - vægelsindede biskopper, præster og teologer sammen med de kulturradikale.

I en kommentar i Kristeligt-Dagblads læserdebat  d. 23. februar beskrev en Frans Mikkelsen ministerens rolle og betydning med disse farverige udtryk:

Jeg tror slet ikke, det her handler om Manu Sareen. Han er kun en zombie, der styres af hjemmegroede kulturradikale. Man kunne ligeså godt diskutere kristendommens åndelige konsekvenser for samliv og samfund med en buskmand i koma som med Manu Sareen. Han har kun fattet, at det handler om en radikal modesag, der skal fremmes, og at de skal kunne hygge sig med deres homoseksuelle venner også med dette klamme skulderklap. Han kan jo ikke andet end tale pænt og glat og se nydelig ud. Han er en lettere eksotisk marionetdukke for de danske homo-helliggørere, der er groet ud af mange århundreders generationer her på kristenhedens egen grund.

Roden til dette angreb på menneskelivet og menneskets ånd via Folkekirken er vokset ud af de danske og europæiske kulturradikales had til kristendommen. Det er de gode, gamle danske radikale, selvforherligende og grænseløse menneskeforagtere, der står bag dette og skal tages i nakken, hvis nogen stadig tror, det nytter noget."